i

Folketingsvalg

Michael Augustesen
Del artiklen:

Ideer

Så blev folketingsvalget afsluttet og detaljerne skal på plads. I dette blogindlæg vil jeg give dig nogle ideer til hvordan du kan krydre din slægtsforskning, set ud fra et politisk synspunkt.

Historisk set, er det faktisk muligt, i en række kilder, at dykke ned i tidligere valg i Danmark og finde mange detaljer, der kan være med til at fortælle historien om dine forfædre eller give nyttige input til en slægtsbog.

Det kan være de helt små ting som, ”hvornår var det første folketingsvalg, der blev vist i fjernsynet?”, der får dig til at tænke på, hvornår mon mine forældre/bedsteforældre fik fjernsyn? Selv husker jeg, at vi fik farvefjernsyn hjemme hos mine forældre, da der var VM i fodbold i 1974.

Valgplakater

Måske er du interesseret i at se/gense nogle af de valgplakater, der er brugt igennem tiden og måske overveje dine aners politiske ståsted? Der er mange muligheder for at få detaljer. Her kan du for eksempel se en valgplakat for Socialistisk Folkeparti fra 1960 http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object537637/da/ Det Kgl. Biblioteks billedsamling har utrolig meget billedmateriale, som du kan gennemse online. Prøv at søge på valgplakat. Du kan blandt andet se dette skønne billede fra 1950 hvor medlemmer fra Konservativt Folkeparti hænger plakater op http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object540852/da/

Rigsarkivet

På Rigsarkivets søgeside https://www.sa.dk/find/index.html kan du prøve at søge på ”Folketingsvalg”

Der er mange henvisninger til emner som valglister, valgbøger og politisager vedr. Uberettiget deltagelse i Folketingsvalg. Af mere nørdede ting kan nævnes valgundersøgelser https://digidata.rigsarkivet.dk/aflevering/36138 Som meget andet, er det desværre kun muligt at se arkivalierne på Rigsarkivets læsesale, da der stadig er lang vej før alt materiale er digitaliseret og kan ses hjemmefra. Du kan også prøve at søge på Rigsarkivets ”Daisy” med folketing som Arkivskaber eller Arkivserie https://www.sa.dk/daisy/arkivskaber_eller_arkivserie_liste?c=folketing&d=1&e=2022 så kan du finde eks. Socialdemokratiets Folketingsgruppes forhandlingsprotokoller fra 1895 og frem.

Find oplysninger

Uanset politisk ståsted, er det spændende at finde oplysninger og måske få ny viden om dine forfædre. Viden der måske kan give dig et indtryk af anernes meninger. Min tipoldefar, Lars Peter Hansen i Vinde Helsinge sogn, blev interviewet i 1948 i forbindelse med parrets krondiamantbryllup. Han udtalte til avisen ”Vestsjællands Social-Demokrat” at han hurtigt fandt sit politiske ståsted og tilsluttede sig vort parti (Socialdemokratiet), som han aldrig har svigtet. Avisudklippet fra ”Vestsjællands Social-Demokrat” fik jeg efter henvendelse til Gørlev Lokalarkiv https://goerlevlokalarkiv.dk/ . Måske har dit lokalarkiv også oplysninger om dine forfædre? www.slaegtenshistorie.dk er dig gerne behjælpelig.

Indholdsfortegnelse